Besøg Mendoza i Argentina

Mendoza, Argentina – Fra vin til vidunderlig natur

Hvis man kører i bil ind i Mendoza-provinsen, vil man møde skiltet “Velkommen til Mendoza: Solen og den gode vins jord”. Og lige netop den beskrivelse passer særlig godt til Mendoza.

Provinsens hovedstad, som også hedder Mendoza, bliver af argentinerne omtalt som “landets reneste by”. Og med udsigten til Andesbjergene i horisonten samt de træklædte boulevarder, små kanaler og blandingen af forskellige typer arkitektur, kan man med god grund også kalde byen for den pæneste.

Omskifteligt vejr

Når vi har frostgrader herhjemme, er den argentinske sommer på sit højeste. Landet er placeret på den sydlige halvkugle, så deres årstider er modsat vores. Som det næststørste land i Sydamerika, spænder det argentinske terræn vidt – fra jungle i nord til gletsjere i syd.

Fordi Mendoza ligger så tæt på Andesbjergene, er vejret omskifteligt året rundt. Om formiddagen kan du fx opleve 28 grader og bagende sol, og nogle timer efter kan det pludselig hagle med isklumper på størrelse med bordtennisbolde. Faktisk har vingårdene været nødt til at sætte et beskyttende net op, så druerne ikke bliver ødelagt. På samme måde kan man om vinteren pludselig opleve, at den kraftige, varme zonda-vind bevæger sig ned fra Andesbjergene og får temperaturen til at stige fra 3 til 20 grader inden for et par timer.

Er du til sol og varme, er det bedst at rejse, når det er vinter herhjemme. Men planlægger du at rejse til januar, skal du måske vente lidt, medmindre du er til meget høje temperaturer. I december og januar kan temperaturerne nemlig nå helt op på omkring 40 grader. Hele året rundt, men særligt i forårs- og efterårsmånederne, kan du godt regne med byger og torden, som kan imponere selv den mest regnvante dansker.

Vinens hovedstad

Mendoza er vinens hovedstad, og udenfor byen finder man de store vinområder, hvor druerne dyrkes. Her produceres den famøse Malbec-vin, som de fleste danske vindrikkere formentlig har drukket et glas af på et tidspunkt.

Mange turister tager på en guidet tur til en række lokale vingårde, eller bodegas, hvor man kommer helt tæt på vinen. Udover at høre om selve processerne bag vinproduktionen, plejer man at få lov til at smage på den. Undervejs på turen bliver der typisk serveret frokost i grønne omgivelser – selvfølgelig også med et glas vin til.

Hvis du befinder dig i Mendoza i slutningen af februar eller starten af marts, kan du være heldig at opleve den årlige høstfest, La Fiesta de la Vendimia. Her fejres høsten af druerne med et spektakulært og farverigt optog af 18 hestevogne – én fra hvert af de i alt 18 amter i Mendoza-provinsen – med hver deres kvindelige kandidat til “vindronningen”. Hele optoget slutter med et brag af en gadefest, efter at dronningen af hele festivalen er blevet kåret.

Rig på natur og kultur

Mendoza byder på mange forskellige oplevelser, både hovedbyen og de omkringliggende bjergområder. Trekking og rafting en mulighed, eller du kan tage et smut forbi den smukke sø, Potrerillos, som med sit turkise vand befinder sig næsten 1400 meter over havets overflade.

Hvis du kan lide historie, kan du besøge det beskyttede naturområde ved El Puente del Inca. Her kan du blandt andet se den naturlige klippebue, der udgør broen over Las Cuevas-floden. Ikke langt derfra ligger udkigspunktet Mirador Aconcagua, hvor du kan få et kig til spidsen af Aconcagua, Sydamerikas højeste bjerg.

Hvis tiden er knap, kan Mendoza by være en oplevelse i sig selv. Tag en tur op ad gågaderne, besøg markedet på Plaza España, eller gå en i tur i parken San Martín, hvor argentinerne mødes og drikker den traditionelle drik mate.

Leave a Reply