Derfor skal du bruge solcreme

5 gode grunde til, at du skal bruge solcreme

Er det nu nødvendigt at tage den solcreme på i dag? Det er nok et spørgsmål mange har stillet sig selv. For hvorfor er det egentligt så vigtigt at skulle igennem alt det besvær med at smøre sig ind i den fedtede creme? For mig er svaret helt klart, ja, du skal tage solcreme på. Jeg er typen, der faktisk bruger solfaktor i ansigtet året rundt, og det er der mange gode grunde til – du kan finde de fem største grunde lige nedenfor!

Hvis du er en af dem, der vælger ikke at bruge solcreme, fordi du har svært ved at finde den rette, så har jeg et tip til dig. Jeg har nemlig fundet den ultimative guide til solcreme, der indeholder de bedste solcremer til alle hudtyper og behov. Så tjek den ud, hvis du stadig ikke har fundet din yndlings-solcreme.

Det mindsker risikoen for hudkræft

Som du nok allerede ved, kan solens stråler også have en negativ effekt. De skarpe stråler kan nemlig i værste tilfælde øge risikoen for hudkræft, fordi solens UV-stråler kan skade hudcellernes DNA. Heldigvis findes der en måde, hvor du kan beskytte dig bedre mod solens UV-stråler – og den løsning hedder solcreme. Solcreme beskytter mod solens UV-stråler og kan derfor mindske risikoen for at udvikle hudkræft. Husk dog at følge Sundhedsstyrelsens råd og hold dig så vidt muligt i skyggen, når solen er skarpest midt på dagen.

Det holder huden ung

I hverdagen har vi ofte en tendens til at kaste penge efter dyre cremer, der lover spændstig hud og ingen rynker. Men vidste du, at en af de bedste måder, du kan beskytte huden mod ældning, er ved at bruge solcreme? Forskning viser nemlig, at solskader fører til hurtigere aldrende hud, hvilket betyder, at rynkerne hurtigere vil begynde at vise sig. Så hvis du gerne vil holde huden ung og frisk, så er det altså på med solcremen.

Det gør ondt at blive solskoldet

Hvis du nogensinde har prøvet at blive slemt solskoldet, så ved du, hvad jeg snakker om. Det er simpelthen ikke smerten værd ikke at smøre sig ind i solcreme og ende med at ligne en kogt krebs. At være solskoldet er hverken behageligt eller særlig klædeligt, så tag imod et erfarent råd og husk solcremen, hvis du ikke vil ende med at ligne en regnbue is.

Farven holder længere

Mange har en ide om, at den bedste måde at opbygge den der lækre sommertan på, er ved at lægge sig ud og stege i solen på det absolut varmeste tidspunkt – og helst uden solcreme. For hvis man bliver rød, bliver man vel bare mere brun bagefter? Men sådan fungerer det altså nødvendigvis ikke. Hvis du bliver rød, er der også en tendens til, at farven hurtigt begynder at skalle af. Hvis du derimod har opbygget farven over længere tid uden at bliver skoldet, er der også en tendens til, at farven holder længere. Så hvis du gerne vil have brune stænger helt ind i efteråret, så husk, at den bedste måde at gøre det på, er ved at smøre sig ind i solcreme og opbygge farven over længere tid.

Det mindsker risikoen for hedeslag

Når solen står højt på himlen, kan man risikere at få hedeslag. Dette kan bedst undgås ved at huske at drikke en masse vand og holde sig i skyggen, når solen står højest, men solcreme kan faktisk også være til hjælp her. Hvis du bliver solskoldet, mindsker du kroppens evne til at nedkøle, og det kan øge chancen for at få hedeslag. Derfor kan solcreme altså være med til at forebygge hedeslag i sommervarmen.

Leave a Reply